|
Aktieselskabet Rønne Havn kan karakteriseres som en af Bornholms største arbejdspladser.
Der har aldrig været tvivl om, at Rønne Havn er den helt centrale indgangsport til det Bornholmske samfund, men en uafhængig analyse sætter nu tal på havnens betydning for det samfund, havnen betjener.
Analyse påpeger, at omkring 1.850 personer direkte eller indirekte lever af Rønne Havn. Samlet set bidrager havnens aktiviteter med 4,1 milliarder kroner til det bornholmske nationalregnskab. Det er 20 % af det samlede, bornholmske "bruttonationalprodukt".
Vores status som aktieselskab giver os de muligheder, vi har brug for, og den fleksibilitet, der er nødvendig, for at drive forretningen Rønne Havn A/S professionelt, og videreudvikle havnen så vi altid kan løfte vores hovedopgave: Som Bornholms mest betydende erhvervshavn at betjene og servicere paassagerer, trafikoperatører, godstransportører og fiskerierhverv optimalt.
|
 |
|
Havnens organisation er opbygget klassisk og rationelt
Rønne Havn A/S ledes i dag af en bestyrelse på fem medlemmer. Tre er valgt af kommunalbestyrelsen og to er indstillet af henholdsvis de bornholmske arbejdsgivere og LO Bornholm. Den daglige ledelse varetages af direktøren, der tillige udgør havnens direktion.
Havnen er organisatorisk opdelt i tre afdelinger:
-
En stabsfunktion, som varetager administrative og personalemæssige opgaver, økonomistyring og IT.
-
En servicefunktion , som består af Trafikafdelingen og Lodsafdelingen
-
En teknisk afdeling, som sørger for at vedligeholde og modernisere de fysiske anlæg |